110
— Herre Gud, Vismann! Det var naivt . . det var meget kjønt. Det er mig kjært, at De indvier Deres Fritid til slige Tanker. Vent lidt, Vismann!
— Den gamle Kancelliraad fik et Minde kaldt frem om sine unge Dage, da han var forelsket i sin kjære afdøde Hustru, mens hun spillede Viva og han Student Kejser paa en Dilettantforestilling af «Recensenten og Dyret». Uvilkaarlig kom han til at nynne:
Kjære Ven! Som en Fugl, der forlader sit Bur,
skal jeg sværme med dig i den unge Natur.
I det Telt der hos Pelt, hvor der vajer et Flag.
Du ser mig i Eftermiddag.
— Evig ung i mit Sind, sagde han til sig selv, Herre Gud, vi er alle Mennesker, Principalen som hans ringeste Tjener. Han gjorde en Drejning paa Hælen, gik ind i sit Kontor, tog Maderaflasken og et Glas … thi selv drikke med Vismann vilde han ikke, kun byde ham et Glas Madera . . gik tilbage, skjænkede og sagde: «Værs’go, lille Vismann! Det er godt til at vaage paa», tog sit Cigarfutteral op, bød ikke Vismann af det, men pillede en Cigar ud, kastede den paa Bordet og sagde igjen: «Værs’go, lille Vismann! Den bliver Dem vel ikke for stærk?»
Vismann saâ op paa sin Principal, der med
