Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/119

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

109

Formiddag, og de friske Krokus saâ ud som smaa Guldfingerbøller.

— De bliver Fa’ens literær, Vismann! Ha, ha!

— Om Forladelse, Hr. Kancelliraad . . men det var saadan en kjøn Foraarsdag. Sollyset gnistrede i hver Vandpyt …

— Ja vel . . ja vel, Vismann! Spring alt det over!

Farmacevten følte sig lidt krænket over, at Kancelliraaden slet ikke satte Pris paa, at han gjennem sin Læsning af moderne Digterværker havde faaet Sans for landskabelige Beskrivelser. Men det gik op for ham, at han ogsaa havde læst hos Kritikere af den nye Skole, at de Gamle hverken havde Sans for Lys eller Farve, og han tilgav i sit Hjerte højmodig Apothekeren. Han knækkede i en Fart Halsen paa den fremdukkende literære Forfængelighedsdjævel og sagde:

— Jeg tænkte bestandig paa det med Idealet, og det sagde jeg til Kaptejn Frick, for han kom ned i Haven og bød mig at drikke en Sodavand med . .

— Med Kognak i, afbrød Apothekeren; ja vel, ja vel! Videre!

— Ja, med Kognak i, Hr. Kancelliraad! Kaptejnen spurgte, hvad jeg tænkte paa. Jeg svarede ham, at det, han havde sagt Nytaarsdag om Idealet, kunde jeg alligevel ikke rigtig faa samlet saadan, at jeg kunde forstaa det.