113
snørede sig sammen. Han fik kun en Mellemting af et Brøl og en Piben ud af den.
— Ex…plo… Ex…plo… Explo…sionen! stammede han, mens han holdt sig fast ved Sofaens ene Arm.
— Ja, Explosionen, sagde Vismann med bævende Stemme, mens Taare efter Taare trillede ned i hans store Skræg. Ja, jeg saâ hende i Haven kysse Kandidat Brinckmann, … og saa exploderede Digereringsflasken.
Kancelliraad Prammann saâ et farvet Hjul rende rundt for sine Øjne. Han pustede som et jaget Dyr.
— Bødkerdreng! hvæsede han.
— Ja vel, Hr. Kancelliraad! Nu kan De sparke mig bort fra Deres Hus ud i Verden. Men lyve for Dem, … det har jeg ikke villet. Og … jeg vil sige Dem, at …
— Hold Mund … Dyr! . . ækle skadelige Dyr! Hold Mund!
— Nej, Hr. Kancelliraad! Jeg vil tale. Alle de Blomsterbuketter, som laa ved Frøkenens Kouvert midt i Vinterens Hjerte, de kom fra mig. Jeg kjøbte dem i dyre Domme hos Handelsgartner Holm.
— Det er Løgn! De kom fra Kaptejn Frick … infame Menneske!
— Nej, men Kaptejn Frick hjalp mig med
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
8
