121
den Pige stod der nedenfor med Ansigtet klistret mod den lille Dørluge. Han trak endog sit Arbejde i Langdrag. Han vilde ønske, at denne ubekjendte, ham uvedkommende Pige ikke vilde gaa sin Vej, at den for almindelige Lugteorganer infame Dyvelsdræk til evige Tider vilde udbrede sine Stankbølger i Apotheket.
Han blev længe ude i det store, lavloftede Rum. Kancelliraad Pramman havde fulgt med Tiden ogsaa i Apothekets Dekoration: i Loftet Porcellænsrhomboider, omsluttede med forgyldte Lister og overdækkede med nogenlunde kongruente Glasplader; ioniske Pilastre med forgyldt Kannelering som Grænseskjel mellem Reolerne, umulige Medailloner af Hippokrates og Galenos med Navnene i græske Initialer følgende Indramningens Cirkellinie. Vismann havde i sin Tid kunnet omfavne Kancelliraad Pramman for den ideale Tanke. Nu, ved Haandlampens matte Skjær, nu, med Fortvivlelsens Atmosfæretryk paa Hovedet, nu, med Mindet om Kaptejn Fricks Grin hin Nytaarsdag, da han pegede op mod de malede Medailloner og sagde: Er det Rasmus Nielsen og den gamle Sibbern med paaklistret Skjeg? — nu syntes Vismann, at det Hele var en nederdrægtig Humbug fra først til sidst.
De sidste Stykker af Templet, Søjlesoklerne, smuldrede. Alt, Alt var fortabt uden Redning.
Nu drev Dagnyet brede, dvaske Lysdønninger
