122
ind i det hvidkalkede Værelse gjennem det aabne Vindue. Hanerne galede, Hønsene kaglede i lidt morgengnaven Tone ude i Gaardens Hønschus; Bindehunden gabede og raslede smaat med Lænken, en sort Kat spaserede over den lave Sidebygnings Tag i den graahvide Morgen.
Vismann saâ sløvt paa alle Fænomener, som om Forbindelsen mellem hans ydre og indre Sans var slappet og løsnet.
Tæt neden for Vinduet, som laa lavt ud mod Gaarden, saâ han et Par Bøger. Den dovne Luftning løftede Bladene let. Vismanns Hænder kunde naa dem. Mekanisk tog han Kierkegaards «Stadier paa Livets Vej» og Georg Brandes’s Bog om Kierkegaard op. Det var to Relikvier, to smaa Stumper af det sammenstyrtede Tempel.
Efter en uharmhjertig Ildebrand redder jo stundum Husets Ejer et Par Støvler eller Sligt, noget rent unyttigt, men han synes, det er hans Pligt at redde Noget.
Vismann svøbte de halv ruincrede Bøger ind i en Avis.
Dumpe Lyd hørtes allevegne fra i Huset. Vismanns Vagt var færdig. Han strøg forbi et Par Kolleger, som han mødte paa Trappen; han maatte helt op paa Kvisten. Det var dog sært, saa let han kom op ad Trapperne. Det var, som om han gled ad en glat, jævn Isfade, saa nemt gik det. Sin lille Haandkuffert fik han
