123
pakket i en Fart. Med den i Haanden listede han sig over Gaardens morgenfugtige Stenbro ud i Havens i Lyset smaagnistrende og under Trinene smaaknitrende Grusgange.
Ja dér … foran det Træ dér saâ han i Gaar, hvad der havde bragt ham til Bevidsthed om, at han var ulykkelig. Han syntes, det var mange Aar siden.
Han vilde saa gjerne ud af den Have … og dog klæbede hans Fodsaaler fast til Gruset. Hver skrattende Lyd af hans Trin gjorde ondt i hans Hjerte.
En lille Bænk uden Rygstød stod lænet med Stammen mod en gammel Hyldebusk. Paa den havde han set hende sidde mange Gange, uden at hun anede hans fortærende Blik bag Jernstængerne i Laboratoriets Vindue. Hendes Nakkehaar havde strøjfet denne ru, nu fugtige Stamme; hendes smalle fine Haand havde ligget henslængt langs det grønlige Sædebræt.
Farmacevten omfavnede Hyldebuskens Stamme, trykkede sin Kind tæt ind imod den; kyssede den lidenskabelig og aandeløs. Uvilkaarlig saâ han sig om, og, som om han havde foretaget en halsløs Gjerning, løb han gjennem en tilgroet Sidegang, hvor Bladene strejfede hans Ansigt, ud paa Marken og trak sit Vejr dybt. Han hentede det fra det skovløse Landskabs store Rum med de svaje Bakkelinier, hvor Øjet først standsede
