132
Frue med Ænder, Gæs og Kalkuner til os, og den Anden forærede ham en violet Fløjels Slaabrok og en dejlig Jernseng med — uh … saadan nogle store Fjermatrasser i … og … det var saa komisk … ja, det vil sige, … jeg synes nok, det var Synd, at han var saa grov imod dem begge og ikke talte til dem … og de har begge to grædt for mig og spurgt mig, hvorfor han var saadan. Det kunde jeg ikke forklare dem, fordi de ikke havde Begreb om, hvad Idealet var. Men jeg maatte give Julius Ret i, at, naar han søgte et Ideal, saa kunde hverken Fru Marie eller Fru Karoline Jansen være den Rigtige. Men Julius er vist ogsaa for overlegen. Tror De ikke Hr. Vismann? Og jeg er bange for, at han bliver ved at være for overlegen … Ja, jeg snakker og snakker, fordi Julius er min eneste Søn, og De er hans fortrolige Ven.
Vismann hørte mindre Ordene end Stemmeklangen, der lød som en evindelig Kvidder med liden Mening og megen Stemning midt i Krattets Bladsusen og Fuglepip. Han lod sig dysse hen af den. Han syntes, at det var som en Forbinding, som standsede den langsomt rislende Blødning.
— Ja, jeg mærker, De er enig med mig, vedblev den gamle Fre ufortrødent … Hør, De er jo paa Apotheket og maa kjende Frøken
