134
Liv, men det er saamænd kun af disse ideale Grunde. De skulde virkelig se lidt tiere op til ham … men De har vel saa daarlig Tid?
Vismann lo fjollet og sagde:
— Fra i Dag af har jeg netop saa udmærket Tid.
— Det var jo dejligt. Hvis De nu vil følge med, saa vil han være oppe, naar vi kommer hjem … Ja … det er sandt. Det var maaske bedre, De ventede et Par Timers Tid … for …
— For? sagde Farmacevten.
— Ja, for han er lidt vanskelig om Morgenen.
Vismanns Stemning var slaaet over i en kold, sikker Bevidsthed om hans Styrke. Han fægtede lidt med Armene som for at lade Musklerne spille; hans Haand gjemte sig i hans mægtige Skjægvæxt. Der kom Varme i hans Blod. Han mærkede det rulle i sikre og fulde Bølger gjennem Aarerne. Han sagde:
— Vær De rolig, Frue! Jeg tror, jeg skal faa Liv i Kaptejnen.
— De har maaske nogle … nogle morsomme Historier at fortælle ham. Ja … det er nu ikke Historier for mig, men min Søn har en saadan stor Sans for det Komiske.
— Ja, Frue! Jeg har en meget, meget morsom Historie til ham.
— De skal ret have Tak. Han tænker for