Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/145

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

135

meget over sig selv … ja, ogsaa over Verden, og det tager Humøret fra ham.

— Han skal komme i Humør, Frue! Han skal komme i Humør, sagde Vismann i en højrøstet, lystig Tone.

Fru Frick betragtede ham paa Skraa. Det var en løjerlig Overgang fra generet Forknythed til en næsten ubeskeden Sikkerhed hos den unge Mand. Hun vidste ikke, hvad hun skulde tænke om ham. Før var han hyggeligere, og den gamle Dame havde ogsaa følt sig hyggelig til Mode i en beskyttende Følelse over for en Svagere. Nu dæmrede der en Mistanke op i hende, at han var stærkere end hun.

Hun blev ængstelig under deres lange Vandring til Byens Jernbanegade. Ingen talte. Men af og til mumlede eller nynnede Vismann uforstaaelig. Fru Frick fandt, at han egentlig saâ glubsk ud.

Bare hun ikke havde bedet ham om at gaa med hjem!




XI.

— Hvem er det? raabte, Kaptejn Fricks Stemme inde fra Soveværelset. Efter at have