137
som det virkelige stillede, vilde det nok se anderledes ud.
Han befandt sig ilde ved den lange Ventetid. Han mærkede, at der var Fare for, at hans Ro skulde svinde, at det begyndte at boble i hans Blod. Han maatte kæmpe mod et Indfald, der gjentagne Gange overfaldt ham med den Styrke, som den stille Exaltation gjerne overfalder sky Naturer med.
To Sabler funklede som Sølv i Morgensolen: henne fra et af Stuens Hjørner. Hvad, om han greb den ene, drog den og opfordrede Kaptejn Frick til at gribe den anden, naar han kom ind, og det saa kom til en Kamp paa Liv og Død imellem dem? Skjønt han haanlo ad sig selv, flyttede han sig langsomt, et Skridt for hvert Minut, hen mod Sablerne. Lyden af Kaptejnens høje Gaben inde fra Sovekamret tirrede ham end mere dertil.
Han havde lige strakt Haanden ud mod den ene Sabel. Den var netop kommen inden for hans Rækkevide.
Vismann havde aldrig følt sig saadan ladet med Gift. I telegrafisk Fart røg følgende Replik igjennem ham, da han saâ Kaptejnen tone frem i en lillagraa Klædes Slaabrok med bred højred Kantning.
— Det er altsaa Slaabrokken, han har høstet
