138
af et af sine «Idealer», den ene Forpagterfrue i Jylland.
Kaptejnen studsede, da han saâ Vismann saa bleg og saa stift seende paa ham.
— Hvad for en giftig Salve har De pisket til Morgen? spurgte han.
Et Øjeblik syntes Vismann, at Grunden gled bort under hans Fødder. Der stod jo den Mand, ved hvis flygtige Omsorg han havde følt sig saa stolt, som gik for Byens aandrigste Mand, fineste Kavaler, intelligenteste Personlighed, mandigste Karakter, hvis alvorlige Samtale havde været ham, Vismann, saa lærerig, og ad hvis grovkornede Spøg han saa tidt havde let, halv undselig, halv beundrende.
Enten maatte han opgive det Hele eller mande sig op til noget Fortvivlet, styrte løs paa ham som en Tiger, bore Neglene i han Skulder, slaa ham flad op mod Væggen. Følelser og Stemninger brødes i den unge Mand paa Liv og Død i kvælende Tag som Gladiatorer. Endelig blev Besindigheden, den nationale Dyd, den Sejrende. Efter at den havde kastet de andre Brydende til Jorden i en Kamp, som ikke varede mere end et Minut, sagde Vismann kort og tørt til Kaptejnen:
— De har løjet for mig.
— Det er rimeligt nok. Jeg har som alle Mennesker løjet af og til. Vil De have en Cigar?
