140
— Til at løfte mine Øjne saa højt, som jeg ellers aldrig havde vovet . . .
— In magnis voluisse sat est, sagde Kaptejnen. De har godt af at prøve Deres Vinger . . . .
— Men De har handlet som en hjerteløs Sk . . .
— Pst, Pst . . . husk paa Injurielovgivningen, Har De først sagt Ordet, og jeg stævner Dem for det, er De jo ikke den Mand, der vil sværge Dem fra, hvad De har sagt.
— Og De gjorde det for at experimentere med mig.
— Som Deres Yndlingsforfatter, Søren Kierkegaard . . ja. Kan De huske, at De sagde en Gang, at det maatte have været en himmelsk Fryd at overvære saadant et Experiment paa et Menneske? Hvad?
— Men mig, som De har behandlet som Ven . . .
— En stor Misforstaaelse, gode Herre! Jeg har ingen Venner, vil ingen have. Forresten skal Fanden tage mig, om jeg aner, hvad der gaar af Dem.
— De lyver. De véd, at jeg elsker Fanny Pr . . .
— Pramman? Nej, hvor i al Verden skulde jeg vide det fra? — For mig gjerne forresten.
— Men nu er det Dem, der hemmelig har forlokket hende bag min Ryg.
