141
— Ja, den er s’gu bred nok for den Sags Skyld. Der kan foregaa meget bag ved den. Tror De ellers, at den Dame, De nævnede, nogensinde har lagt Mærke til Dem enten forfra eller bagfra?
— Elsker De hende? Er der Noget mellem Dem og hende? … jeg forlanger Deres Æresord.
— Forlang væk, min gode Vismann! Men jeg er virkelig ikke forpligtet til at opfylde Deres Forlangende, selv om De mødte med Notarius publicus og to Vidner.
Blodet kogte over i Vismann; han ænsede ikke mere Frygten for at gjøre sig latterlig. Han pegede hen mød Sablerne og sagde;
— De er Militær. De kan ikke uden Fejhed afslaa . .
Nu havde Kaptejnen en fuld Følelse af sin uhyre Overvægt, Han sagde:
— Vil De have, vi skal slaas med to sløve Officerssabler? Aa ja. Ren Gymnastiksport. Jeg hugger vel noget bedre end De; De vilde opnaa at faa Deres Frakkeærme revet i Stykker eller faa en dyb Kvart i Hjertekulen, saa Vejret gik fra Dem. Ha, ha, ha, ha! … O … ho! Var det af ulykkelig Kjærlighed, at De vilde sprænge Dem i Luften med exploderende Kinadraaber i Gaar? O . . ho! Og nu vil De duellere! Med mig! Med to uslebne Sabler!
