143
Gang kysset Fanny Pramman — rent faderlig — havde han sagt til hende og til sig selv. Det var efter en Middag forrige Vinter i et mørkt Kabinet. Han havde rigtignok svælget i det Kys i sin Erindring en hel Maaned efter, men det var jo en ren «æsthetisk» Nydelse. Hans Replik til Vismann:
— Hvad Fanden kommer det mig ved? faldt mat, uden Myndighed. Vismann fortsatte:
— Deres Tale er Gift. De hidser og pirrer og prikker baade Mænd og Kvinder op til at stræbe mod det Umulige, og De sviger dem alle, naar deres Kræfter glipper. Fra i Dag af har jeg gjennemskuet Dem … det vil sige . . Ingen kan blive klog paa Dem. De har fordærvet det fineste, det yndigste, det elskeligste Barn. Aa, hvor jeg har lidt; først, da jeg saâ hende i Armene paa ham … den rødkindede Theolog, og saa, da jeg fik at vide, at De forinden ….
— I Armene paa? brølte Kaptejnen . . De har sét ….
— Det er godt nok til Dem, raabte Vismann hoverende.
Kaptejnen overhørte disse Ord saa vel som Vismanns følgende:
— Jeg har kun sagt Kancelliraaden, at jeg elskede hende. Han har jaget mig paa Porten. Mit Haab er dødt, inden det kom helt til Verden. Det laa 1 mig som en Klang, der baade frydede
