150
Alt i dette Hus var saa tilfreds med sig selv, og, da Huset og dets Tilbehør ikke kjendte stort andet af Verden end til sig selv, plejede det ogsaa at være tilfreds med Verden. Omgivelsernes Stemning virkede paa Husherren. Under hans langsomme Opstigning fik han det sikre Haab, at Tingene nok vilde klare sig. Han havde været for haard mod Vismann. Hvem kunde lade være at holde af Fanny? Han skulde strængt have forbudt ham at elske hende og ladet det være nok dermed. Naa, det var maaske godt, at han kom bort; han skulde nok hjælpe ham til en Plads. Kom Tid, kom vel ogsaa Raad.
Ordsprog og deslige Almensætninger ere meget ofte optimistiske eller tankeløse og svage Naturers bedste Trøst.
Forsigtig drejede han Laasen paa Døren til sin Datterdatters Værelse.
En dæmpet Lysglød mødte ham som i et katholsk Kapel, frembragt af den stærke Morgensols Virkning gjennem de nedrullede Persienner og de foran dem nedhængende højrede Silkedamaskes Gardiner. Ogsaa den lune Sovekammerluft, blandet med Reminiscensen af lang Brug af forskjellige Parfumer, mindede om den vamle gjennemrøgede Atmosfære i saadant et Kapel. Henne i den store Mahogniseng, under det karmoisinrøde stukne Sengetæppe, garneret med det kniplingsbræmmede Overlagen, henne paa det
