151
kniplingsbræmmede Pudevaar saâ han Kapellets Madonna i Profil, som hun laa paa Siden. Lysspillet lavede Rudimenter af en Stjerneglorie om det opløste blondbrune Haar, der strømmede ned over det hvide Linned paa den ene Arm. Den fine lige Næse, hele Profilens korte lige Linie tegnede sig skarpt mod Hovedpuden; Haanden laa henslængt over Sengekanten, hvid og smal, jomfruelig uberørt af alt Samkvem med Arbejde.
Den gamle Apotheker blev andægtig. Spirer til en Morgenbøn ulmede i hans Sind.
Der laa dette skjønne Barn, Gjenstanden for al hans Kjærlighed, den Essens, han havde uddraget af sin Egenkjærlighed . . altsaa hans Guddom.
Kindens stærke, mosroseagtige Rødme kunde skyldes Graad, men ogsaa Stuens røde Lystone. Den gamle Apotheker var rørende stemt; han valgte at tro, at den skyldtes Graad. Han fik selv Taarer i Øjnene. Var det af Rørelse over sig selv eller over Fanny?
Han listede sig paa sine Klædessko hen til hendes Seng, slog sin ene Bakkenbart bag ud og lagde sin Kind let op mod hendes, lod sin Haand sagte glide ned ad Haarets kreppede Strøm, hviskede med blødt bevæget Stemme:
— Min egen, egen, egen lille Fanny!
— De lange mørkebrune Øjenhaar dirrede sagte; tungt gled Laagene fra de store Øjne. Det sky,
