152
forskræmmede Udtryk veg strax, da hun saâ, hvem det var, der kjærtegnede hende. Hun slog Armene om den gamle Mands Hals, lænede sig til ham tungt og trygt, forputtende sit Hoved ved hans Skulder. Det sølvhvide Haar og de brunblonde Lokker forenede sig ømt.
Den unge Pige og den gamle Mand dykkede et Minuts Tid ned i en vederkvægende Selvforglemmelse, den, som kun kan fødes af en Kjærlighed uden Begjær, en Stemning, hvor Alt i Mennesket søger ned mod Gemyttets stille Bund, hvor ingen Bølger gaa, hvor Yderverdenens Lys mildnes til Tusmørkedæmring, hvor Livet kun røber sig ved sagte dyssende, blødt lindrende Rislen.
Det lille fine Taffeluhr dikkede; en jævnt knagende Lyd hørtes fra det gamle Egepanel; det røde Lys hang og drev i Stuen, mens de To aandede dybt og stille og hvilede ud fra dunkle, uklare, maaske derfor des pinefuldere Sindslidelser for disse til al Lidelse saa uvante Mennesker.
Ak, hvorfor kunde dette Minut ikke forlænges i det Uendelige?
Vækkelsen af Bevidstheden om, at de var to forskjellige Mennesker, at der var noget Andet til udenfor dette dæmrende Rum, ledsagedes af Smerte hos dem begge. De slap hinanden med et dybt Suk. Thi det gamle Barn og det unge Barn fandt intet Trøstens Ord til hinanden; de
