154
enkelte ægte Perler i et Halsbaand med uægte Hovedbestand.
Mulig var hun Kaptejnens Ligemand i Spil, hvor Brikker og Kort vare Mennesker.
Hun havde holdt godt Øje med Haven den foregaaende indholdsrige Dag. Hun havde ikke set det Hele, men dog nok til at stave og lægge sammen.
Hun holdt gjennem Vinduesspejlet ogsaa flittig Øje med hver, som passerede Gaden, saâ paa Uhret, gik ind i Spisestuen, heldte Portvin paa en Karaffe, ordnede Kager paa en Krystalassiet, satte sig paa sin Vagtpost i Kabinettet og spejdede igjen.
Hun blev urolig. Det varede hende vel længe, inden hun saâ, hvad hun ventede, og inden Kancelliraaden vendte tilbage fra sin Morgenvisit hos sin Sønnedatter. Hun ringede paa en Pige og bad hende sige Kancelliraaden, som var oppe hos Frøkenen, at der var Nogen, der ønskede at tale med ham. Pigen bragte hende den velkomne Besked, at Kancelliraaden var gaaet ned paa Kontoret. Det var det allerheldigste. Om Frokenen var paaklædt? Jo, om et Øjeblik.
Saa var Alt godt. Nu gjaldt det kun om at passe paa gjennem Spejlet. Den, hun ventede, maatte komme fra venstre Side. Men sæt, der kom En fra Højre, En, hun ellers hellere end gjerne saâ, men som hun i dette Øjeblik ikke
