Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

7

ja, Tanken havde han … Pointen havde han opfattet … men de forbistrede Navne!… Helge Hjørvardsbane … og Helge Hundingssøn … eller det var kanske omvendt? … men der var en, som var den gjenfødte Svava … Fanny er den gjenfødte Karoline!

Det var en hed Sommerdag i Hængekojen. Apothekeren vaagnede helt op ved at høre sig selv sige de sidste Ord højt. Og midt igjennem Rosers og Liliers, Neglikers og Levkøjers, Fuchsiaers og Stedmodersblomsters duftende og brogede Rige kom den lille Pige i sejlende Løb for at kysse Bedstefader til Tak for Kaffe. Hendes lange, frithængende, blondbrune Lokker stjal Guld fra Solen. Den gamle Apotheker fik Taarer i Øjnene. I hurtigt Løb fôr Følelser og Minder gjennem hans Sind. Han huskede sin Søn, han mindedes den intelligente Atmosfære, han førte ind i Huset, den, han, Kancelliraad Pramman, skyldte, at han havde fulgt saa udmærket med og kunde se ned paa Byens ustuderede Embedsmænd. Kancelliraad Pramman foretog Noget. Det kunde kaldes en Bøn eller en Udtalelse i uudsigelige Sukke op mod noget Ubestemt oven over sig — for Noget maatte der være oven over En — men det var tvivlsomt, om Gud var personlig eller var … ja — Alt i Alle. Mod dette «oven over sig» gjorde hans Tanke et Opsving … Kancelliraad Pramman følte Trang til at takke dette Noget, fordi han var en lykkelig