Spring til indhold

Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet valideret

6

brune Øjne, lige Profil og runde Kinder med to Smilehuller paa højre Side af Munden — ja, det sidste havde hun efter hans salig Hustru . . . naa, hun var jo ogsaa Datter af Legationsraad Krone, i sin Tid Expeditionssekretær i det udenlandske Departement . . . «lidt Aristokrati er der i hendes Blod . . . hi, hi . . . de Junkerlømler kan da ikke anklage mig for Misundelse, naar jeg, som har været gift med en Legationsraads Datter . . . nu er Demokrat.» Hans kjære, afdøde Hustru! Hvor havde hun flunket paa Ballerne! Hvor havde hun spillet allerkjæreste i «Emilies Hjertebanken» deroppe i den store Sal! Hvor spillede hun smukt Ouverturen til Don Juan! Hvor sang hun følelsesfuldt Weyses Romancer! Fanny skulde blive . . . hvad var det nu, hans Søns Ven, nu Overlærer ved en Latinskole, havde talt om Modsætningernes Opgaaen i en højere Enhed? — Den Gang havde han forstaaet det . . . nu maatte han tænke over Tingen igjen. Jo, han, den virksomme, den evig bevægelige Mand, havde havt en velgjørende Modsætning i sin søde, lille . . . men . . . ak . . . en lille Smule dovne og meget snaksomme . . . men uhyre velsignede Hustru. Fanny skulde være den højere Enhed mellem dem. Ha, ha, ha. Jo, den gamle Apotheker var ikke helt ubekjendt med Filosofien!. . . Hm, hm! Han havde jo ogsaa en Gang i en nordisk Mythologi, en af hans afdøde Søns Skolebøger, læst om . . .