5
end jeg.» Og med Følelsen af den dannede Verdensmands Ret til at behandle videnskabelige Specialister med kavallermæssig Anerkjendelse, vendte han sig om paa Sofaen eller i Hængekojen med Bevidstheden om, at han dog læste mere end Byfogden, for ikke at tale om Postmesteren, som aldrig aabnede en Bog. Ja — saa var der de to Læger i Byen, Distriktslægen og den praktiserende. De læste maaske ligesaa meget som Apothekeren, men det, de læste, var kun rene Specialia. Naar Kancelliraad Prammans Tanke dvælede ved Ordet Specialia, sagde han det højt i Sofaen eller Hængekojen og føjede til: — «Hm. Den gamle Apotheker har ikke glemt al sin Latin.» Saa smækkede han med Tungen og udtalte den nevtrale Flertalsendelse med fedt Velbehag.
Efterhaanden som den lille Datterdatter voxede til, blev hun Bedstefaderen kjærere og kjærere. Han fik Taarer i Øjnene — om Vinteren i Sofaen, om Sommeren i Hængekojen, naar han tænkte paa hende. Hun indtog hele hans Tankerum, hun fortrængte baade Læsningen af de nye og Minderne fra de ældre Feuilletoner i Apothekerens to Yndlingsaviser.
Han fandt sit eget Ansigt forynget i hende. Familien Prammans kjønne Type, der var forvisket i hans ellers saa kjære afdøde Søn, havde rejst sig med Glans i den lille Fannys straalende, lyse-
