4
Kancelliraad Pramman sørgede saa dybt over sin Son, som hans Natur tillod det. Det var ham næsten en Lindring for den store Sørg, da den mindre, Svigerdatterens Dod, fulgte saa kort efter. Han bebrejdede sig det selv i stille Timer, men det var og blev saa. Den nydelige lille Fanny blev hans Tidsfordriv, hans Legetøj, hans Solskin, hans Poesi. Han lovede sig selv, at hun skulde blive en rigtig dannet Pige, thi Dannelsen, paastod han, var det sande Aristokrati og det eneste, som Nutiden respekterede.
Det var ikke Kancelliraad Prammans Sag at tænke logisk eller at lægge Planer. Naar han havde set lidt til sit Apothek, læste han de daværende to bedste Blade; tilfredsstillede sin Trang til Kjendskab af Udlandets Literatur ved Læsningen af Feuilletonen i det ene, og sin videnskabelig-historiske Trang ved at gjennemløbe det andet Blads Feuilleton. Den sidste faldt han i Regelen i blid Slummer over, om Vinteren paa Sofaen i sit lune Kontor bag Apotheket med det langhaarede Gulvtæppe, om Sommeren i en Hængekoje i Havens Lindelysthus. — «Naa, jeg er jo hverken Æsthetiker, Historiker eller Videnskabsmand i strængere Forstand,» sagde Kancelliraad Pramman til sig selv, — «men … men … ja i V— (Nabokjøbstaden) gad jeg dog se, om nogen af Latinskolens Adjunkter eller Overlærere … ja jeg tør tage Rektor med … kan mere Kemi
