163
sig behandle som en villieløs Gjenstand, lod sig kysse og favne, kyssede igjen, favnede igjen, som om hun vexlede Visitkort mod Visitkort. Dog opmuntrede det hende en lille Smule at tænke paa, at hendes Forlovelse dog vist vilde ærgre Kaptejn Frick.
XIV.
I Midten af Oktober var det Sommer endnu.
Distriktslægen havde havt Middagsselskab. Det var varmt nok til, at Herrerne kunde indtage Kaffe + Kognak i Havestuen og læske sig ved de fugtige Blades brogede Pragt og de mange sildige Roser, de svulmende Georginer, store som knyttede Næver, ved de bredt udfoldede Astere med store kuglerunde Draaber paa den gule Frugtbund og de farvede Kronblade. Alt stod med usvækkede Omrids og uforvanskede Farver i den stille, milde Eftermiddag. Kølingen var som et behageligt Douchebad for de vinhede Kranier.
Alle gabede de og løftede Støvlesaalerne saa højt, at de kunde sés af den store gule danske Hanhund, som laa paa et Dyreskindstæppe og knurrede i en Blanding af Vrede over Støvlesaalerne og Velvære over Lejet.
11*
