9
— Lad vær’, Bedste! Lad vær’! blev Fanny ved at skrige. Jeg kan ikke faa Vejret.
Kancelliraaden hjalp sin Sønnedatter ned. Der stod hun i det fra alle Sider af Solen gjennemskinnede Lysthus. Smaa vævre Skygger legede Tagfat paa hendes Kinder; hendes som modne Nødder matblanke Iris’er med de flammende sorte Pupiller saâ op mod Bedstefaderen; for hans lidt nærsynede Øjne blinkede Blomsterne i Haven som forskjelligfarvede Juveler i det store, over Alt sig bredende Solskinssmykke … Kancelliraad Pramman gjorde et Forsøg i Retning af Selvfordybelse, granskede over Problemet: Hvad skal jeg gjøre for min lille Pige? Hvormed skal jeg gjøre hende fuldkommen … eller maaske rettere sagt … absolut lykkelig?
Han kunde, efter at have bragt sin overstrømmende Lyrik i en kort og forholdsvis energisk Forhandling med sin sunde Sans, ikke finde paa Andet end, at det Bedste, han kunde gjøre for Fanny, var at gjøre hende til en rigtig dannet Pige. Han var lidt kjed af ikke at kunne finde paa Andet, end hvad han havde sagt til sig selv nogle hundrede Gange.
— Hun skal blive en rigtig dannet Pige. Og hun skal have mere Dannelse end alle Omegnens Herregaardsfrøkener. For jeg er, som min Søns Studenterkammerater altid anerkjendte, en virkelig Fremskridtsmand. En Kvindes Evner
