10
skal ikke ligge ubrugte, hun, Fanny, skal, min S’æl, have al den Dannelse, som . . . som . . . ja . . . som den ægte Kvindelighed . . . det Skjønne i en Kvinde kan bære.
Han blev ved at betragte Barnet, som nu løb om i Gangene. Han flettede i sin Fantasi alle Havens Blomster til en Krans . . . Stedmoderblomsternes bloddunkle Violette var den eneste mørke Farve i alt det Lyse og Glade . . . naa, Herre Gud! . . . det kunde staa som et blidt Minde om Fannys tidlig afdøde Forældre . . . det Gule ved Grunden af Kronbladene kunde være en uskyldig Satire mod hendes lidt spidse og pretentiøse, evig paa sin Post staaende Moder . . . naa . . . enfin . . . Men alle disse Blomster fletter Kancelliraad Pramman til Krone om Fannys blondbrune Lokker.
Se . . . hvor hun flagrede lig en Sommerfugl over Plænerne! Hvordan var det nu, han sang, han, Studenten, Sønnens Ven? Nu var han Overretsassessor og sang sagtens ikke mere . . . ha, ha, ha . . . kongelige Embedsmænd blev dog med Tiden Filistre . . . hvordan var det han sang? . . .
Og maa jeg høre ilde,
at i Avriklens Hus
jeg stundom drak en lille
gemytlig Sommerrus?
Og fik Violen Taaren
vel i sit Øjes Blaa.
fordi at den har baaren
mig et Minut, den Smaa?
