10
skal ikke ligge ubrugte, hun, Fanny, skal, min S’æl, have al den Dannelse, som … som … ja … som den ægte Kvindelighed … det Skjønne i en Kvinde kan bære.
Han blev ved at betragte Barnet, som nu løb om i Gangene. Han flettede i sin Fantasi alle Havens Blomster til en Krans … Stedmoderblomsternes bloddunkle Violette var den eneste mørke Farve i alt det Lyse og Glade … naa, Herre Gud! … det kunde staa som et blidt Minde om Fannys tidlig afdøde Forældre … det Gule ved Grunden af Kronbladene kunde være en uskyldig Satire mod hendes lidt spidse og pretentiøse, evig paa sin Post staaende Moder … naa … enfin … Men alle disse Blomster fletter Kancelliraad Pramman til Krone om Fannys blondbrune Lokker.
Se … hvor hun fagrede lig en Sommerfugl over Plænerne! Hvordan var det nu, han sang, han, Studenten, Sønnens Ven? Nu var han Overretsassessor og sang sagtens ikke mere … ha, ha, ha … kongelige Embedsmænd blev dog med Tiden Filistre … hvordan var det han sang? …
Og maa jeg hore ilde,
at i Avriklens Hus
jeg stundom drak en lille
gemytlig Sommerrus?
Og fik Violen Taaren
vel i sit Øjes Blaa.
fordi at den har baaren
mig et Minut, den Smaa?
