11
Uh, der kom hun, Fru Kamp … hun, som Apothekeren i sin stille Tanke paa galt Fransk kaldte «Instituteusen» med lidt tivoliagtig Betoning af de to sidste Stavelser.
Det var en oprindelig ganske kjøn, høj og slank, men nu lidt for svær Figur. Kancelliraad Pramman fandt hende ældre end sig … «Skulde jeg … Gud forbarme sig — faa en Forelskelse, saa maa det være i En, … ja, jeg kunde s’gu godt charmere mig i En paa fem og tyve Aar … naa, lad mig sige tredive … men hun er oppe i Trediverne … og ser ud, som hun var ti Aar ældre end … end … jeg for Exempel!
… Naa, hvad vil Du saa, Agathe? spurgte han Fru Kamp.
— Se efter Fanny, svarede hun med en Stemme, der klikkede af Resignation.
— Du holder ikke af, at hun er hos mig? Hm, hm!
Du er hendes og min Principal, Pramman.
— Snak om en Ting! Din og hendes gamle, tro … inderlig taknemmelige Ven, og …
Kancelliraad Pramman var kjed af at ligge i Køjen; hans ene Side gjorde lidt ondt. Instinktmæssig rakte han Haanden ud i Luften, vis paa, i Kraft af sin urokkelige Tro, at Tilværelsens Magter ikke kunde nænne at undlade at hjælpe den gamle, rare Apotheker, at samme Magter havde en Haand til rede for at tage hans Haand.
