12
Fru Kamps Haand var der ogsaa. Kancelliraaden tog den, mens han lystig sagde til sig selv under Nedstigningen:
Da hans Fødder havde berørt den moderlige Jord med det skarpe Grus’s dækkende Slør over det nøgne Muld, sagde han:
— Kjære, rare Agathe … er der lidt Madeira paa Karaffen inde i mit lille Kontor?
— Det er der ganske sikkert, sagde Fruen med den samme sprukne Røst som før.
— I er Alle saa søde og rare mod mig, sagde Kancelliraaden, glemmer mig aldrig … jeg er en lykkelig gammel Mand.
— Vi gjør Alle vor Pligt, haaber jeg, sagde Fru Kamp.
Apothekeren slap en lille Ed løs i sit Indre; men, da han mødte Sønnedatteren i Havens Hovedgang, løftede han hende op og kyssede hende. Fru Kamp stod hos, mærkede han. Hvad kunde den … den Kjælling have imod, at han kyssede den eneste Ætling af den Prammanske Stamme? Hm! Han, Kancelliraad Pramman, skulde nok mede hendes Blik og med mægtige Projektiler gjennemskyde disse kolde Krystalkugler.
Efter Øjnenes Møde var Kancelliraad Pramman ikke aldeles sikker paa, om hans eller Fru Kamps Øjne havde beholdt Valpladsen. Men, som baade den danske Konge Kristian V og den svenske
