185
sig under for at samle Opmærksomheden og Andagten paa den nye Præsts Optræden.
Han gjorde stor Lykke. Provsten og Sognepræsten havde skumlet over ham i Sakristiet før Gudstjenestens Begyndelse. Hans, lange helt ned over Pibekraven nedfaldende Nakkehaars Kruser, hans lave moderne hvide Slip med nedfaldende brede Flipper ærgrede Provsten lidt. Sognepræsten havde trukket paa Skuldrene og sagt: Deres Høejærværdighed kan endda være glad over, at han ikke bærer Knevelsbarter … og Grundtvigianer tror jeg ikke, at han er.
Sofus Brinckmann tog sig ogsaa godt ud. Hans merke Øjne glinsede endnu mere end sædvanlig, hans Kinder stod i Purpur mod den hvide Pande og Hage, og det smukke store Krushaar gav ham Lighed med en ung Præst fra Allongeparykkernes Tid. Grevinden havde Lyst til at hviske til sin Mand, at han ikke saâ «udistingueret» ud, men hun gjorde det ikke.
Hans Indledningsbøn var paa Vers:
Jeg axled mit Skind for til Bryllup at gaa,
hver Fold har jeg glattet og jævnet.
O Herre, lad ikke mig udenfor staa,
Jeg gjorde dog alt, hvad jeg evned,
Jeg haver i Vold ej rigere Skrud
end det, jeg beredte saa længe
til Festen hos Kongen, hos Herren, min Gud,
hvor Englene lege paa Strænge!
