187
toner og Englenes Hymner. Og Indbydelsen lød ud over den vide, vide Verden, til de store Menneskeskarer, de travle Myrer. Ak, saare Mange syntes, at de ikke havde Tid! Der var saa mange Marthaskikkelser, saa faa Marianaturer i Verden (Han saâ brændende ned paa sin Hustru). Og hvem vare navnlig Nutidens Travle? Ikke egentlig de, der drev Agerbrug og Kjøbmandsskab, nej, det var især dem, der vilde bygge Festsalen paa Jorden i Stedet for at begive sig til den, der alt stod bygget i Himlen. Det var dem, der lignede Troldmændene i vor Digterkonges Mesterværk, dem, der vilde mane Gud ud af Stene og Planter, af Naturens Love og Menneskenes Livsførelse, uden at ville løfte Blikket derop, hvor Gud fandtes uden Møje. Ak, hvorfor vilde ikke disse Mænd, som dog for en stor Del hørte til Menneskehedens bedste Aander, enten ikke lyde Kaldelsen eller dog ikke berede sig en Bryllupsklædning? Da nu han, Prædikanten, den ringe Ordets Forkynder, ikke var jævnstærk med Verdens Tankemestre, havde han vendt sig til sine Jævnlige, de Enfoldige. Og til dem vilde han sige: Der kræves ikke en Bryllupsklædning, besyet med en mægtig Videns funklende Flitter eller vævet med Lærdommens kunstige Islæt — nej, kun en simpel linned Kjortel, spunden af ihærdig Tro, omhyggelig holdt og plejet under husmoderlig Frygt og Bæven, ja, hvid og ren som
