Spring til indhold

Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/236

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

226

Besiddelse. Og dog! Havde hun ikke været kold, da han var hedest? Det var slet ikke det, han havde ventet? Han begyndte at foremumle sig Noget om Kjødets Lyst og Øjnenes Hoffærdighed, men blev undselig ved de Minder, der begyndte at overdøve de bibelske Ord. Derfor sprang han bort fra dem over i andre Tanker.

Han havde jo dog tidlig naaet sit Livs Maal og høstet Løn for sin Flid. Begejstret var han gaaet til sin Gjerning, han mente jo alle Mennesker det godt. Han havde begyndt med at besøge en Koppesyg, havde vovet sit Liv og et Liv til, der . . ja . . det var ham . . jo, det var ham virkelig kjærere end hans eget; han vilde give de fattige Mennesker det Bedste, han ejede . . det, som stod paa Bordet derinde, og Spot havde mødt ham … og han maatte give Spotteren Ret.

Han stirrede ud i et stort tomt Rum, som slugte hans gode Villie, hans ideale Begejstring. Han havde jo hidtil bestandig været begejstret. F. Ex., hvor var han bleven begejstret, da han saâ det skjønne Hjem, man havde beredt ham. Og nu laa det koldt og skummelt. For første Gang i sit Liv følte han sig dybt ulykkelig, og han kunde ikke holde ud at være ulykkelig. Han turde og burde ikke være uartig mod Vorherre, men paa forkjælede Børns Vis maatte han være uartig mod Nogen, naar Noget gik ham imod.