227
Det gik ud over «Tilværelsen». Sofus Brinckmann blev enig med sig selv om, at den var nederdrægtig. Han satte sig snart paa én, snart paa en anden Stol. Aa — de kjønne fløjelsbetrukne Stole! Fløjel! Fløjel! Mon han dog ikke var den eneste Kapellan paa Sjælland, som havde Fløjelsbetræk paa Stolene? Mon dog Tilværcelsen var saa nederdrægtig?
Se, hvor det livner udenfor? Skyerne skilles. Et hvidt Mellemrum øjnes deroppe. Aa, det lysner en lille Smule! Det opslaaede Fortepianos Klaviatur faar sin Del deraf. Klaveret!
Sofus Brinckmann løb fra Fløjelssædet paa Rygstolen hen til det rygløse Fløjelssæde paa Klavertaburetten, slog an og sang:
Du, som har Sorg i Sinde,
gak ud i Mark og Lund,
og lad de svale Vinde
dig vifte karsk og sund.
Han sang sig ind i «Hjortens Flugt» gjennem Skovene, sang sig over Hindringerne og kom til det Resultat, at han burde være en lykkelig Mand.
Da han havde sunget Chr. Winthers Romance igjennem, følte han, at han, Sofus Brinckmann, havde overvundet værre Hindringer end Hjorten paa Flugten. Han havde været i et koppebefængt Hus. Han blev igjen bange for at have Smitten
15*
