228
i Kroppen. Men nej … hvorfor skulde Smitten angribe en Præst mere end en Læge, Aandens Læge fremfor Legemets Læge?
Sofus Brinckmann vilde være glad, vilde finde Tilværelsen harmonisk … Fanny! Der laa hun inde! Aa, hun kom sig nok og vilde mindes Ringspillet, Mødet i Havens Udkant, sin unge opvaagnende Elskovs Romantik … jo, det maatte hun. Hans letnemme Hukommelse for Melodier bragte ham til at nynne udenfor Sovekammerdøren:
Opp Amaryllis! Vakna min lilla!
Vädret är stilla,
Luften sval.
Regnbågen prålar
Med sina strålar,
Randiga målar
Skog och dal.
Amaryllis, lät mig utan våda
I Neptuni famn dig fred bebåda!
Sömnens gud får icke mera råda
I dina ögan, i suckar och tal!
Hans Sangstemme var kjøn ligesom hans Talestemme, det kunde han selv høre, og, ligesom han ubevidst kom til at græde over sin Talestemmes Lyd lige saa meget eller mere end over Indholdet, naar han prædikede, saa satte Klangen af hans Sangstemme ham i Humør, beroligede ham, stemte ham i Harmoni med Tilværelsen i det Hele, saa han blev human og fuld
