229
af sund Fornuft og samtidig aaben for alskens Indtryk.
Da hans bellmanske Serenade ikke lod til at gjøre noget Indtryk inde i Sovekamret, hvorfra ikke en Lyd hørtes, blev den halv uheldige Ægtemand-Elsker ikke fortvivlet. Nej han fandt det meget fornuftigt, at hans Hustru maatte hvile sig efter en Tur som den, hun havde gjort. Den kjære Fanny! Ja, han maatte takke Gud, som ene havde kunnet give hende Mod til dette Besøg. Det var dog egentlig en Heltegjerning baade fra hans og Fannys Side. Ja, hvorfor skulde der «evig sjunges om Spartaner, der gjorde Fjenden Passet trangt?»
Sofus Brinckmann gik hen i et Vindue og takkede Gud, der havde indblæst ham og Fanny Heltemodet.
Pastor Sørensen var egentlig ogsaa en rar Mand. Herregud! Alderen gjør os alle noget prosaiske. Der var dog en mild Livsvisdom, en elskværdig Ironi i hans Protest mod at sende Strasburger Gaaseleverpostejer til Jens Knudsen. Verden var dog viselig indrettet. Den gamle Præsts Besindighed og den unge Kapellans Begejstring maatte kunne frembringe en Harmoni, der kom Sognet til Gode.
Se, hvor Solen vandt Sejr derude! En bred, hvidt straalende Lysvej midt paa Himlen! Paa hver Side de graablaa Skyer med revne Rande!
