231
XIX.
Fra nu af var Pastor Brinckmann i evindelig Fart paa Sognets Veje og Stier. Der blev intet af det Løfte, han havde gjort i Apothekerhaven at uddybe sin Dannelse under Vejledning af Martensens Ethik.
Han bar selv den fyldte Madpose med til Fattige og Syge, og han kom altid hjem med tom Pung. Han levede selv paa Kredit hos Kjøbstadens Kjøbmænd. Den gamle Apotheker var sikker nok, mente Kjøbmændene, og evig kunde han jo ikke leve, hvor sej og stærk han end var.
Fanny havde nogle Gange fulgt ham paa hans Farter, og da lød hans evindelige Tale som en Kanarifugls trættende Kvidren hele Tiden for hendes Øren. Det materielle Syn af Elendigheden gjorde bestandig et forfærdeligt Indtryk paa hende. Naar hun kom hjem, sank hun sammen i Sorg. Hvad der end gjordes, kunde Intet afhjælpe Trangen, Smudset, Stanken, Uvidenheden, Fordomsfuldheden. Hun saâ godt, at hendes Mands Uddeling af Penge og Gaver vare Draaber i Havet, sagde ham det et Par Gange og opnaaede kun at faa ham gjort modløs for en Times Tid eller i det højeste en Aftens Tid. Den næste Morgen var han glad som en Fugl, nød forud Dagen, da han skulde bringe baade Evangeliets
