232
Trøst og Enkens Skjærv til de Syge og Fattige, da raabte han til sin Hustru, der endnu halvsov i Sengen, med jublende Røst:
— Vi arbejde med Haab imod Haab.
Uden at gjøre sig det tydeligt var han efterhaanden ret fornøjet over, at hun ikke gik med ham. Ja, det vil sige, han savnede En til at høre paa hans Tale paa de lange Veje, men han bødede paa det Savn ved højt at indøve sig i de Taler, han vilde holde den Dag. Først prædikede han for Graaspurvene, Kragerne og Raagerne, gjorde en Slags Generalprøve for dem, før han prækede for Menneskene. Og den brave Mand havde ingen Følelse af, at Forskjellen paa Modtagelsesevnerne hos Himlens Fugle og Jordens Beboere ikke var saa overmaade stor. Han skimtede Kritik i Fannys Øje, naar hun var med, men vilde eller turde ikke læse denne Kritik. Hun gjorde ham opmærksom paa stygge eller uhyggelige Ting, hun havde sét, men som han aldrig saâ, naar han alene gjorde sine Besøg. Derfor befandt han sig bedre, naar han kunde færdes blot i Selskab med sig selv og sin Gjerning og ikke af sin Hustru blev tvungen ind i, hvad han kaldte det Hæslige. Han var ikke vred paa hende derfor, dertil holdt han for meget af hende; «Kvinden er nu engang opdraget mellem Smaating og har ondt ved at hæve sig op til den mere ideale Svæven over det Hele … det er