242
blonde Skjæg gik der en Bevægelse, saa det spredtes ud til Siderne og blandede sig med det omgivende Pelsværk til en eneste stor lodden Masse.
— Jo—o—o! Det er der ikke Stort at sige imod. Han har jo en hel Del i sine Prædikener af dette herre, (han knipsede stærkt med Fingrene) … og det er vi jo ikke vante til. Der er en Del af alt dette Væsen … saadan Poesi og Stemning … og saadan noget bævrende Noget i hans Prækener … det er mest for Fruentimmer, forstaar sig … men vi voxne Mandfolk har ogsaa godt af at faa saadant Noget serveret en Gang imellem om Søndagen, naar vi har bumlet for galt i Ugens Løb.…. Hold dog ordentlig paa Tømmerne, Du, Trandunk! … Men ser De, Randlev, Reli’onen har jo to Sider; og det kan være meget godt med Læren, men det kommer vel nok saa meget an paa Livet.
— Det er uimodsigeligt, Hr. Proprietær! sagde Skolelæreren.
— Hør nu, Randlev! (Her bøjede han sig saa tæt ned til Skolelæreren, at Pelsværkets Luv kildrede hans Kind). Kan De ikke, f. Ex. gjennem Provsten, lade Præsten, ham, Kapellanen, saadan hvad man kalder tilflyde en Advarsel om ikke at bringe Koppesmitte til sin egen Menighed?
— Jeg? … Provsten vilde tro, jeg var bleven gal. Jeg, i min Smule Stilling?
