244
kjed af, at Degnen stadig smøg til Side, naar han vilde gribe efter ham.
— Saa kjør, Jens! raabte han og tog med sine behandskede Fingre til sin grønne Hat. Randlev tog sin helt af. Han mumlede, mens Hjulene gnistrede, og Hovene klang:
— Den Stud véd jo meget godt, at jeg spiller L’hombre. Var det ikke for Ens egen og Ens Nærmestes Skyld, kunde jeg næsten ønske, at Kopperne vilde lave hans tykke Bolledejs Ansigt om til en Æbleskivepande.
XX.
En Eftermiddag i Skumringen kom Pastor Brinckmann hjem, lidt tidligere, end Fru Fanny ventede det. Efter sit Fædrehus’s Skik havde hun indført først at spise til Middag mellem fire og fem. Det havde ogsaa ærgret de Indfødte i Landsbyen og stemt dem fremmede lige over for det nye Præstehus.
Pastor Brinckmann traadte ind pustende og fandt sin Hustru siddende foran et lille Bord ved Vinduet med en Bog foran sig.
— En dejlig Dag! En velsignet Dag! sagde han. Jeg opdagede en prægtig gammel Kone nede i Byen Grædsted, over halvfemsindstyve Aar.
