245
Hun laa og ventede paa Døden uden Smerte, blot med sagtelig henglidende Kræfter. Hun var smuk! Hun var yndig som den gamle Profetinde Anna, Fanuels Datter, Lulcas 2, 36 og folgende, hun, der sad i Templet og ventede paa Herren. Hun bad mig bringe sig Sakramentet en af Dagene, og, da jeg istemte Brorsons dejlige Psalme:
Allevegne, hvor jeg vanker,
Jeg min Jesum har i Tanket.
saa piblede Taarerne frem under Øjenlaagene, hendes Læber bevægede sig, og hun nynnede de fire Vers med … hun kunde Ordene.
Pastor Brinckmann satte sig ved Klaveret og sang Psalmen igjennem med bevæget Stemme. Det sidste Vers tvang han frem gjennem Graad.
Saa talte han igjen:
— Hvor Livet er rigt … o, langt bedre, end vi fortjener! Nu kommer jeg hjem efter en velsignet Gjerning, modtages af mit yndige Hjem og af Dig, min søde, søde Hustru.
Han styrtede hen mod Fanny, omfavnede og kyssede hende, satte sig paa Skamlen ved hendes Fødder og lagde sit Hoved i hendes Skjød. Fanny gjengjældte hans Kjærtegn med en venlig Resignation, men sagde lntet.
Et Øjeblik følte Sofus Brinckman sig træt og tav. Saa nynnede han:
To Drosler sad paa Bogekvist.
Hvad Fanny? Det passer! Icke sandt?
