256
under det røde Overskjæg, skreg som en Dragontrompeters Reveillesignaler ind i Renans bløde Kvartet for fine Strygere og sentimentale Træblæsere.
Fanny tog bestemt Parti for Ernest Renan mod Søren Kierkegaard og Kaptejn Frick, alt mens hendes Mand sov, træt efter sine Farter og sin megen Tale.
Hun var ene lige fra Frokost til Middag Dag efter Dag. Hun læste og læste. Uden at hente klare Tanker ud af sin Læsning blev hun uvilkaarlig stemt hen i en vis Retning. Oversættelsen af John Stuart Mills «Kvindernes Underkuelse», som hjemme paa Apotheket havde kjedet hende, saa hun havde ladet den halve Del af Bogen uopskaaren, læste hun nu med Interesse. Ubeskæftigelsens Kjedsomhed tvang hende til at tænke, fordi hun ikke kunde faa Andet at bestille. Ingen bad hende og hendes Mand ud. Hun mærkede, at Brinckmann aldeles ikke var populær hos Pastoratets Honoratiores. Engang, da Proprietær Ulkebøl paa Forbifarten holdt stille foran Kapellanboligen for at tale med en Gaardmand, hørte den unge Præstefrue Proprietærens sidste Ord:
— Ja nu har vi s’gu Kopperne i Sørby, Ole Andersen! De er altsaa kun en halv Fjerdingvej herfra. Det er hans Skyld der (han pegede med Pisken ind mod Kapellanboligens Vinduer, og Vinden bar hans Ord tydelig derind,
