257
hvor Fanny sad). I Stedet for, at en Præst skulde være en oplyst Mand og slutte sig til disse hersens hygiejniske Bestræbelser, saa render han om til alle Slags lusede og skabede Kællinger og prakker os Andre deres Utøj og Skurv paa. Ja, det er s’gu da sandt! Det, var ligesom om der ikke var en Kristendom til for ordentlige og renvaskede Folk. Er det ikke sandt, Ole Andersen?
Fanny saâ med en Slags Forbavselse paa Ruden. Den raa Stemme og de raa Ord udenfor skiltes ved denne Rude fra fine Tanker, nobel Stil, dybe Sindsbevægelser, der rislede hen over de hvide blanke Blade og tolkedes af de store smukke Typer i den elegante Bog.
Paa den anden Side Ruden færdedes jo ogsaa han, som var bleven hendes Mand. Hun havde ikke Lyst til at klare sig, hvorledes han var bleven det, og vrissede Mindet derom bort, da det meldte sig. Men hørte han hjemme derude eller herinde?
Fanny fik inderlig ondt af Brinckmann. Trængte han ikke til Beskyttelse? Hun havde dog en Skyld imod ham. Hun havde dog taget ham for at drille en Anden … «Nej, nej, det har jeg dog ikke … jeg troede, at jeg elskede ham … hans Røst var saa kjøn, da han hjemme i Haven talte om det ene Fornødne … og det er den igrunden endnu. Stakkels Brinckmann!
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
17
