266
Forretning fungeret mekanisk. Uden personligt Arbejde fra hans Side, uden vidtløftig Regnskabskontrol vare Pengene strømmede ind til ham. Men han havde i de sidste Aar mærket, at Kildeaaren langsomt fortyndedes. Et nyt Landapothek havde taget en Del af hans gamle Opland; en Materialist havde nedsat sig i Byen. Kancelliraad Pramman havde anset det for langt under sin Værdighed at lade, som om han ænsede denne Konkurrence, end sige at lempe sig efter den og sælge sine Haandkjøbsvarer billigere. Derimod tilstod han for sig selv, at han savnede Vismann. Han følte, at han havde Noget at gjøre godt over for denne unge Mand. Han havde fulgt hans Spor. Han vidste, at han havde etableret en lille Materialhandel i en anden Kjøbstad, at han sad smaat i det. Han havde besluttet at hjælpe ham. Men det var bestandig blevet ved Beslutningen, thi hans Penge havde faaet nye Veje at vandre ad foruden den til det Brinckmannske Hus’s Førelse.
Da Kancelliraad Pramman havde mistet Vismann, mærkede han snart, at hans Provisor Apothekets halvfjerdsindstyveaarige Inventarium, ikke kunde udrette Noget. Han afsatte ham ikke, han gav ham den samme Løn, han altid havde oppebaaret, men tog en yngre Farmacevt, der tidligere havde havt Ansættelse ved en Fabrik af Kemikalier, til Bestyrer. Den gamle fik Lov til
