267
at gaa og pusle og nysle om, lade, som om han havde Noget at sige, men Ingen brød sig om, hvad han sagde. En skjøn Dag døde han, Kancelliraaden græd, men glemte ham snart.
Den nye Provisor var en trediveaarig rask Mand. Da Kancelliraad Pramman havde modtaget ham med venlig Værdighed og sagt: — Vær overbevist om, Hr. Bolberg, at, om jeg ogsaa er over halvfjerds, saa er jeg Fremskridtsmand baade paa det almindelige og paa min Specialitets Omraade; den Dag, jeg føler Tiden løbe fra mig, ønsker jeg, at jeg maa dø — da troede Cand. pharm. Bolberg at have fundet Nøglen til sin Principal.
Ved den første Regnskabsaflæggelse, sagde Kancelliraaden dølgende sin Ængstelse under en spøgende Form:
— Det gaar tilbage, Hakon!
Bolberg sagde:
— Det vil blive værre endnu med Kjøbstadsapothekerne. Om en Snes Aar vil man kunne kjøbe dem for en Slik, hvis Privilegierne endnu er til, ellers …. ja, saa er de slet ikke til … ogsaa …
— Aa aa!
— Ja, ja, Hr. Kancelliraad! Jeg ønsker Dem et langt Liv, — men …
— Nej, saa er jeg, Skam, død, gode Ven! Men for min Datterdatters Skyld vilde jeg jo
