270
bygget op ude i Vænget. Bolberg kommanderede og imponerede; Byens Embedsmænd begyndte med at ryste paa Hovedet; Borgerskabet mente, at det aldrig vilde gaa med den Giftfabrik; men med Murenes voxende Højde sank Spot og Tvivl. Værtshusholderne i den yderste Ende af Vestergade var afgjort paa Kancelliraadens Side. De fik Arbejdernes Søgning.
Hin graa og regnfulde Sommerdag efter Frokosten vidste Kancelliraaden ikke noget bedre Middel til at faa sin Stemning løftet end ved at spadsere ud til sit nye Foretagende udenfor, hvad Byen kaldte Vestergades Port, skjønt i Mands Minde aldrig nogen Port havde afsluttet den Gade.
Han saâ sit voxende Værks gule Murstensmure knejse over de lave Byhuse, han saâ Kransen paa den høje Skorsken vaje oppe i Luften om Lynaflederens Spids og sagde til sig selv med Stolthed:
— Følger den gamle Kancelliraaad ikke ret godt med Tiden? Hvad?
Usynlige Stemmer i Luften besvarede Spørgsmaalet efter hans Sind. Han vendte sit Ansigt ind mod «Spidsborgerbyen» og sagde halv højt:
— Der kan I selv se, I Filistre!
Allerede stilledes der Maskiner op inde i Bygningen. En rolig Metalglans i det døde Dagslys flatterede dem ikke, men gjorde et solidt, dulmende Indtryk paa Bygherren. Hele denne
