271
Metalorganisme skulde lystre den gamle Kancelliraad, som Ringens og Lampens Aander lystrede Aladdin. Han lo fint, anerkjendte sig selv og tænkte: Gud véd, om mange Fabrikanter kunde finde paa en saadan Lignelse? Jeg tror det s’gu ikke. Men der er saa faa af dem, der er dannede Folk!
Han skraaede over Vænget med det nedtraadte gule Græs og de mange Vandpytter, kom med lidt Besvær ind ad Hoveddøren, som endnu ikke havde nogen Trappe, saâ op mod Tagværkets uendelige Linier af Tømmer, og han talte atter med sig selv:
— Nej, saa høj som Kølnerdomen er Bygningen vel ikke . . men forholdsvis — i Forhold til Byen . . naa da!
Pludselig saâ han et Menneske, som ikke var en Arbejder, staa med Ryggen vendt imod ham … Det var en uniformeret Person …. det var Kaptejn Frick. Ham havde Kancelliraaden ikke set i Aar og Dag; han havde hørt, at han talte ondt om ham og hans i Byen. Trods Fru Kamps Modsigelser følte han, det var sandt. Det havde i sin Tid ærgret ham meget; men han havde glemt det under alt det, der i den sidste Tid var strømmet ind paa ham. Nu brød Ærgrelsen op igjen, da han saâ ham der paa sit Territorium, og han bestemte sig til paa en myndig Maade at vise ham Vintervejen.
