19
helst anden Rolle end den af sin pædagogiske Pligt dybt opfyldte Alvorsmands.
Thi for Fanny var Undervisningen en Leg som hendes Tagfat i Haven med Byens Honoratiores’s jævnaldrende Pigebørn og hendes Gyngen paa Havens Vippe eller «Bedstes» Fod.
Saaledes groede hun i Fryd og Gammen, værnet for ethvert ondsindet Vindpust fra uden og med «Bedste» som Skjærm mod hver Gnavenhed fra inden, det vil sige, fra Fru Kamp, som ikke kunde faa hende bibragt den mindste Sans for Livets Alvor. Den gamle Apotheker hviskede og tiskede i Krogene med sin Sønnedatter i Forbund mod hendes Tante. Bedstefader og Sønnedatter teede sig tit som to uvorne Tøse.
Fra Borneballerne og Undervisningen gled hun over i Konfirmationsforberedelsen. Hun lo ad den gamle Præst, men lærte Lektierne brillant til ham. Da hun gjorde Visit mellem Konfirmationen og Altergangen, græd den gamle Mand og kyssede hende paa Panden. Saa sød var hun! Hun bar Lykkens Segl under Pandehaaret.
Fanny fortsatte en Del af sin Sprogundervisning til sit 19de Aar.
2*
