Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/291

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

281

den smalle Markvej og sagde højt God Dag til Gaardmandskonen. Konen svarede endnu højere: «God Dav’, Frue!» og syntes ogsaa nok at have Lyst til at standse, men i det Samme gav Barnet sig til at vræle. Moderen overdøvede eller lullede dets Skraal ved at synge:

Og det var Jørgen Ni’lens Kat,
han Gaardens Orden trodsed.
var aldrig hjemme nogen Nat,
men rendte om og tossed.
Han ligge lod paa Loens Gulv
en dejlig Kalvelunge
og stak fra den saa svigefuld;
derom jeg nu vil sjunge.

Hun sang ligegyldig hen i Vejret. Det var Synd at sige, at hun tilstræbte komisk Pointering, men Fanny kom til at le højt. Saa nikkede Konen, lo lidt hen til hende og sagde:

— Ja, hvad skal man synge for at faa saadant et lille Kræ til at tie? Man kan lige saa godt sige det ene som det andet, for det forstaar lige meget af det Vrævl.

Hvor mange Smaa har De? spurgte Fanny.

— Det er saamænd den femte, denne her, og der er ikke stort mere end et Aar mellem hver af dem, for jeg har først væ’t gift i syv Aar til Mikkelsdag. Ja saagu’! Det Smaakravl groer op ligesom Græs paa Engen. Han her har væ’t noget simpel, men nu begynder han at