282
faa lidt Fedt paa sig; og de Andre er allesammen skrappe til Føden og trives farlig godt … Ja, De er lykkelig, Frue, hvis De ingen faar, for man kan da ikke saadan se Noget paa Dem.
Fanny bed sig i Læben og sagde:
— Er De da ikke glad over Børnene?
— Jo, naar de først bliver saa store, at de bliver renlige og ellers kan skjønne; men, saalænge man gaar med dem, og saalænge de er saadant noget tosset Kryb, saa har man jo ikke andet end Mas af dem. Ja, saalænge de er saadan, saa ønsker man rigtignok, at den Sidste maatte blive den Sidste, men man har jo ikke Fred længere, end Ens Nabo vil.
Nu maatte Fanny lé, og, da hun lo, lo Konen med og sagde:
— Ja, det er sandt, hvad jeg siger. Nu skal Fruen se, hvor saadan en lille Skruptaase kan suge og bide, ligesom det ku’ være en Igle.
Hun hægtede op for det andet Bryst. Det var dækket af en Forbinding. Den skød Konen til Side. Det gjorde ondt helt igjennem Fanny, da hun saâ den blodig røde, saarede Brystvorte. Konen, som var sat i Gang, blev ved at tale:
— Og saa kan man jo aldrig komme uden for en Dør og kan aldrig bestille Andet end at give Patte. Det er daarligt nok, man kan passe det Indvendige og holde Stuerne pæne. Ja, Fruen kan sagtens være pæn og se ud som et
