287
Adjunkt Kronmann i Homer om Gudinderne, at de vare større end de dedelige Kvinder.
Ja, lærdere eller «intelligentere» end Kristen Povlsens Kone var vel Athene, mente Fru Fanny. «Skjønt Gud véd det», tænkte hun strax, efterat den første Formodning var falden hende ind.
Fru Fanny følte sig myg og nedslaaet. Havde denne Gaardmandskone med sin halv vemodige, halv humoristiske Resignation ikke et sandere og sundere Stade i Livet end Forfatteren til den Bog, hun holdt i Haanden — han, den underlige Algernon Swinburne? Havde den genfiske Plebejer Rousseau, som dog stadig henvendte sig til den kultiverede Verden, fortvivlende over den, foragtende den, havde han Ret, naar han paastod, at man blev ulykkeligere, jo mere Ens Tanke skærpedes, jo mere Ens Følelse forfinedes? Skyldtes ikke disse Fornemmelser af skuffede Haab, alle disse utilfredsstillede Længsler, Præstefruen pintes af, hendes Lyst til at hæve sig over Livet paa Vinger, som Naturen nu engang havde nægtet Menneskene? Var det ikke rigtigt at blive saa nær ved Jorden, at man stadig aandede dens Mulds sure, tunge Lugt og følte, at man ligesom Planten, Dyret — ja ligesom Kristen .Povlsens Kone — var samme Jordbunds Livegne?
O, hvorfor var hun bleven udreven af sin lykkelige Tro paa, at denne Verden var indrettet paa det bedste? «Bedstes», Apothekets Verden!
