288
Hun havde faaet sit første Stød i Indsidderstuen hos Konen med Kopperne. Da saâ hun en gabende Kløft af Uretfærdighed.
Ja …. maaske havde hun ikke faaet det Stød, hvis hun havde været fuldt lykkelig og kunnet glemme Alt i en fuldaaben, hendes hele Trang rummende Favn.
Hun havde saa læst og læst. Hun var paa en Maade stolt af sin aandelige Væxt. Men hver Tomme i hendes Aandsvæxt havde kostet hende Smerter. Hun vidste ikke, hvilke Veer det kostede at føde et Barn til Verden; hun vidste kun, at alvorlige Tanker fødtes med Smerte.
Og det var dog Lapperi alligevel. Hun levede jo som ellers, kunde ikke døje Mælkemad og Flæsk, vilde spise som paa Apotheket, trak Penge fra sin Bedstefader, befandt sig bedst, naar hun følte Fløjlet paa sin Chaiselongues Betræk kjærtegne hendes Kinder og Øren.
Hun var bleven vred paa Alt .…. hun holdt Swinburne i Haanden . . denne fint udviklede aandelige Aristokrat, der taler som Prædikeren i det gamle Testamente, naar han raaber til Guderne:
Because thou are cruel and men are piteous
And our hands labour and thine hand scattereth;
Lo, with hearts rent and knees made tremolous,
Lo, with ephemeral lips and casual breath,
