289
At least we wittness of thee ere we die
That these things are not otherwise, but thus;
That each man in his heart sigheth, and saith,
That all men even as I,
All we are against thee, against thee, O God most high[1].
Ja vel, ja vel! Apotheket ragede jo op over Byen; Fanny maatte være adskillige Hestehoveder forud for Byens andre unge Piger i Dannelse, i Bevidsthed … i … i Toiletter … Ja, saadan en diskret Morgendragt med Kniplinger af den Farve! … Fanny stampede i Jorden, da hun greb sine Tanker i dette lavt dalende Fald. Uh! Man gjør Oprør mod Guderne og tænker paa graat Lærred og graa Kniplinger! Man ser en Elendighed som i den koppebefængte Indsidderstue; man ræddes, man forarges paa Samfundet. Hvad gjør man saa? En, man har foragtet, En, man betragter som en aandelig Undermaaler … han arbejder dog, selv om hans Arbejde er, som det er, unyttigt, hen i Vejret!
- ↑ Fordi Du er grum, og Menneskene ere barmhjertige, fordi vore Hænder slide, og din Haand splitter, se, derfor vil vi med brudte Hjerter og skjælvende Knæ, med døgnblomstrende Læber og op- og nedgaaende Aandedræt, ja derfor ville vi dog i hvert Fald vidne om Dig, for vi dø, at disse Ting ikke ere anderledes, men saaledes, at hvert Menneske sukker i sit Hjerte og siger, at alle Mennesker som jeg, alle er vi imod Dig. Du højeste Gud!
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
19
